Hot water beach er et sted i New Zealand, hvor man kan gå ned på stranden (når det er lavvande) og grave sit eget lille spa.
Vi lånte skovle på camping pladsen og gik ned på stranden for at grave os et hul. Det var ikke så nemt som vi havde troet at finde et varmt hul. Men efter et par forsøg her og der på stranden, fandt vi os et rigtig godt sted, hvor det piplede op med varmt vand fra sandet.
Det varierede lidt i temperatur, men nogle gange blev det så varmt, at det sand vi gravede op dampede... Det blev alt for varmt at sidde i vores lille pool - men så skulle man bare grave et andet sted, hvor der ikke var varme i vandet. Med lidt koldt vand i hullet, kunne man så holde ud at sidde i det igen. (Da vi gik derfra havde Daniel fået brandvabler på fingerne af at grave i alt det varme sand - så varmt var det!)
På billedet nedenfor var der lige sket en lækage i vores pools mur, så næsten alt vandet var løbet ud (men det gjorde ikke så meget, for der havde vi siddet og plasket i vandet et par time, og vi var med rynkede fingre klar til at efterlade hullet til nogle andre).


Ingen kommentarer:
Send en kommentar